Der har været drevet kro og senere hotel, på arealet hvor ejendommen Taarbækhave er placeret, siden slutningen af 1600-tallet.
Omkring år 1900 rummedes Taarbæk Hotel og Kro i en særdeles pompøs træbygning, hvor det bedre borgerskab fra København tilbragte sommeren.
I oktober 1916 skiftede hotellet inkl. inventar ejer formedelst kr. 300.000.
Den 27. maj 1918 udbrændte hotelfløjen langs Skovvej, der under 1. verdenskrig havde været anvendt til indkvartering af soldater. Bygningen blev genopbygget, og Taarbæk Badehotel genåbnede den 20. maj 1919.
Under depressionen i trediverne viser hoteldriften sig ikke længere rentabel. I 1937 køber grosserer Peter Goddik Taarbæk badehotel. Hotellets hovedbygning mod Strandvejen rives ned. Der opføres en ny ejendom langs Edelslundsvej og Taarbækdalsvej. Både denne, og hotelfløjen på Skovvej, bliver indrettet til lejligheder og Taarbækhave får herefter status som udlejningsejendom. Kroen frasælges og flytter over Strandvejen, hvor der i 1940 opføres ny krobygning.
I 1979 påbegyndes udstykning og salg af de enkelte boliger i ejerlejligheder.
I 1989 sælger Peter Goddik’s familie restlejlighederne til Drost-fonden.
I 2007-2009 undergår Tarbækhave en omfattende renovering. Bl.a. beklædes ejendommen med 50 mm isolering og skifter farve til hvid. Altaner og haveanlæg istandsættes.
Flere berømtheder har i tidens løb haft deres gang i Taarbækhave.
Den norske maler Edvard Munch (1863-1944 – ‘Skriget’) boede hver sommer på Taarbækdalsvej 1 D, hvor også Poul Henningsen (PH) har boet og bl.a. skrevet revy i de inspirerende omgivelser. Forfatteren Villy Sørensen (1929-2001) boede i mange år på Skovvej 6 og er i øvrigt begravet på Taarbæk Kirkegård.
De seks fugle, der pryder Taarbækhaves facader er i 1993 malet direkte på murene af den lokale Taarbæk-kunstner Jørn Mathiassen. Med råd og vejledning fra Nationalmuseet blev gravanden, blishønen, rørhønen, hættemågen, gråanden og knopsvanen i 2007 af-fotograferet og projiceret på aluminiumsplader. Disse blev efter renoveringen i 2009 monteret med de oprindelige placeringer på Taarbækhaves facader, så de nu er tilgængelige også for eftertiden.